Glæd dig til DM 2027!

Regler

Speedpuzzling handler om at lægge et puslespil på kortest mulig tid.
Til DM bruges udelukkende puslespil fra Ravensburger.
Der dystes i kategorierne Individuel, Par (2 personer) og Teams (3-4 personer).
I Individuel og Par lægges 500 brikker. I Teams lægges 1000 brikker.
Der er ikke krav om kvalifikation til deltagelse i DM i Speedpuzzling. Alle kan tilmelde sig.
I Individuel og Par afholdes indledende runder, hvorfra de hurtigste går videre til finalen. I Teams afholdes ikke indledende runder.

I hver kategori er der en øvre tidsgrænse. Bliver man ikke færdig inden for tidsgrænsen, får man placering efter flest korrekt placerede brikker.
Flest korrekt placerede brikker indebærer brikker, som sidder sammen i grupper af minimum tre.
Under hver runde vil dommere i gule veste overse konkurrencen, så de er klar til at notere en tid, når en deltager/par/team er tæt på at være færdig med et puslespil. Hvis ingen dommere har bemærket dette, skal deltageren/parret/teamet række en hånd op, så en dommer kan komme og registrere tidspunktet for, hvornår puslespillet er færdiggjort.

Personer over 16 år kan deltage i alle tre kategorier. Personer under 16 år kan deltage i følgeskab med en voksen i teams og i par.
Alle borde vil blive nummereret og navngivet. I de indledende runder afgøres rækkefølgen ud fra resultater opnået i tidligere officielle konkurrencer anerkendt af WJPF (World Jigsaw Puzzle Federation). I de efterfølgende finaler afgøres rækkefølgen af den placering, der blev opnået i den forrige runde.

Deltagere skal ankomme til konkurrencelokalet mindst 15 minutter før hver runde starter.
Indtil værten angiver starten af runden og starter uret, må deltagerne ikke bryde forsegling eller åbne puslespil, som er på bordet.
Alle deltagere, der afslutter puslespillet inden den maksimale tilladte tid, skal, efter en dommer har registreret den opnåede tid, samle deres ejendele og forlade konkurrenceområdet for at lette forberedelsen til næste runde.
Kun dommere anerkendt af foreningen kan notere de afsluttede puslespilstider.

Hvis den maksimale tid er gået, og deltageren ikke har formået at færdiggøre puslespillet, vil dommerne tælle de korrekt placerede brikker i det ufærdige puslespil. Kun grupper af 3 eller flere sammenhængende korrekte brikker tælles som lagt korrekt.
Hvis der mangler brikker ved slutningen af puslespillet, lægges 10 sekunder til sluttiden for hver manglende brik. Hvis den sidste brik dukker op efter 10 sekunders søgning, bliver tiden for den næstsidste brik plus straffen den endelige tid. I tilfælde af tab af mere end 10 brikker betragtes deltagelsen som ugyldig.
Hvis der er 2 eller flere tilstødende brikker, som mangler, pålægges ingen straf, da det betragtes som en fabrikationsfejl.
Kun deltagere, dommere og autoriseret personale har adgang til konkurrenceområdet.
Høretelefoner er tilladt, så længe de ikke forstyrrer andre deltagere.
Sang eller andre forstyrrende lyde er ikke tilladt. Foreningen kan diskvalificere deltagere, der er blevet irettesat ved flere lejligheder for adfærd, der forstyrrer andre deltagere.
Det er ikke tilladt at medbringe ekstra belysning eller bruge printede eller digitale skabeloner, hvor man kan se producentens skæremønster.
En deltager kan ikke være på to forskellige teams eller i par med to forskellige personer, og kan derfor kun deltage én gang pr. kategori.
Alle puslespil, som bruges i konkurrencen, tilhører deltageren, når runden er slut.

Foreningen kan diskvalificere deltagere, der ikke er ankommet senest 10 minutter efter, at runden er startet. Deltageren modtager i så fald ikke kompensation eller tilbagebetaling af tilmeldingsgebyret.
Det samlede antal deltagere pr. gruppe bestemmes af det samlede antal deltagere divideret med antal grupper.
Enhver form for hjælp fra personer uden for konkurrencen er grund til diskvalifikation.
Når en deltager tilmelder sig arrangementet, accepterer de, at deres data om navn, nationalitet og alder vil blive vist på listen over deltagere på WJPC’s hjemmeside, ranglister og enhver anden relateret digital eller trykt publikation. De giver også tilladelse til, at deres videoer, billeder eller andet medie, som deltageren optræder i, må bruges.
Alle videoer og billeder, der postes, ejes af Dansk Puslespilsforening.
Foreningen er ikke ansvarlig for mistede genstande under mesterskabet.
I tilfælde af aflysning eller udsættelse af mesterskabet af årsager, der ligger uden for foreningens kontrol, er Dansk Puslespilsforening ikke ansvarlig for refundering af indirekte udgifter for deltagerne, ud over de betalte deltagelsesgebyrer.
Foreningen kan foretage mindre justeringer af gruppernes fordeling samt tidsplanen.
At deltage i Danmarksmesterskaberne indebærer fuld accept af reglerne.